Videnskabsminister Helge Sander (V) hasteindkaldes nu til en forespørgselsdebat i Folketinget, fordi et flertal uden om regeringen kræver undersøgt, om der er sund og reelt fri konkurrence på det danske softwaremarked. Det bliver udgangen på et samråd med ministeren i dag, onsdag, hvor flertallet bad om at få Konkurrencestyrelsen til at undersøge, om alle leverandører har lige vilkår, når de tilbyder IT-ydelser til det offentlige - en udløber af, at Danmark fra 1. januar i år kræver, at al nyindkøbt IT kan »tale« med hinanden uanset fabrikat. »Det anså ministeren ikke som et problem og hævdede, at han ikke kunne lægge beslag på Konkurrencestyrelsen. Jeg rejser nu en forespørgselsdebat. Så må vi tage diskussionen i folketingssalen. Vi kan ikke leve med, at den redegørelse, som Konkurrencestyrelsen vil komme med, er tvivlsom. Jo, det virker da lidt konfrontatorisk i forhold til sagens banalitet. Det burde være så enkelt: Ministeren burde bare sige, at han er enig i, at det er afgørende med konkurrence på dette område. Det har han valgt ikke at gøre, og så må han jo trækkes til truget,« siger Dansk Folkepartis IT-ordfører, Morten Messerschmidt. Han mener, at forespørgselsdebatten kan holdes hurtigt. »Med så mange partier bag kan det gøres til en hastesag,« siger Morten Messerschmidt. Et enigt folketing besluttede i juni 2006, at IT-systemer og -programmer i det offentlige Danmark skal kunne udveksle data uden tekniske hindringer, altså formater, som andre programmer ikke er i stand til at læse. 2008 er udpeget som prøveår for to dokumentformater, Microsofts nye Open XML og Open Document-formatet (ODF). Sidstnævnt er en ISO-godkendt standard og anvendes bl.a. i den gratis kontorpakke OpenOffice.org. Microsoft kæmper i øjeblikket for også at få Open XML ISO-godkendt.
Læs mere på business.dk.
Link: Billig forsikring
16.03.2008. 14:08
Denne artikel er ikke blevet kommenteret endnu.
Skriv en kommentar
* = obligatorisk